Sådan rister du kaffebønner selv

juni 30, 2016 by RonniP

Du kender duften. Du kender smagen. Kaffe er for mange en fuldstændig uundværlig del af hverdagen, og mange mennesker bruger endda betegnelsen at være “kaffetørstig”. Kaffen har for længe siden gjort sit indtog i Danmark, og med tiden har populariteten nået nye højder. I dag er kaffe ikke bare et fix til at få ny energi. Det skal derimod for mange være en unik smagsoplevelse, som det også gør sig gældende med vin. Skal man opleve denne unikke smagsoplevelse og de mange nuancer, som kaffe tilbyder, er der flere ting, man skal tage højde for.

Hvornår er kaffen bedst?

Langt hovedparten af danskere køber deres kaffe i supermarkedets poser med pulveriserede bønner, som derefter ryger ned i et filter eller en stempelkande. Er det denne variant, man vælger, er der rigtig meget af smagen og aromaen, der allerede er gået tabt. Der er langt fra Afrika til Amager, og på den rejse har bønnerne for længst mistet meget af sin kraft. Faktisk begynder bønnerne allerede at miste smag og aroma tre dage efter ristningen, og at bønnerne bliver malet til pulver gør det bestemt ikke bedre. Foruden at miste smag og karakter tilføres bønnerne en bitterhed, som bestemt ikke øger smagsoplevelsen. Men der er hjælp at hente – nemlig din egen.

Rist din egen kaffe

For nogen vil det lyde som en uoverskuelig opgave at riste bønnerne selv, men processen er faktisk ikke så kringlet, og resultatet giver en helt unik og intens smag, som du bare ikke må snyde dig selv for. Jo tættere på ristningen du anvender bønnerne, jo bedre bliver kaffen i koppen. Samtidig er der den store fordel ved hjemmeristning, at du kan riste bønnerne lige nøjagtig på den måde, som giver den kaffe, du bedst kan lide. Det kan være svært at ramme den perfekte ristning i første forsøg, men når du rammer den, er du ikke i tvivl. Køb en pose grønne kaffebønner, og sæt i gang.

Forskellige måder at riste på

Der er flere forskellige måder, hvorpå du selv kan riste kaffebønner. Du kan vælge at investere i en kafferister, som er specielt egnet til formålet. Er kafferisteren af ordentlig kvalitet, vil den sikre dig en ensartet ristning. Er man ikke interesseret i at smide penge efter en kafferister, kan man også anvende redskaber, som du allerede har stående i køkkenet. Du kan eksempelvis bruge en pande, og helst i støbejern, da temperaturen skal være meget høj. Pandens lave kanter kan dog gøre det vanskeligt at vende bønnerne tilstrækkeligt, og det er meget vigtigt, da bønnerne skal have en ensartet ristning for at frembringe den bedste smag. Derfor vil en gryde eller en wok også være særdeles anvendelig til formålet. Den nemmeste måde at riste sine bønner på er dog i ovnen, da varmen under ristningen vil forblive jævn og konstant.

Rist bønnerne i ovnen

Det er ganske simpelt at riste kaffebønner i ovnen – du skal bare bruge en bageplade og så selvfølgelig en forvarmet ovn. Sæt temperaturen til ca. 225 grader og fordel de grønne kaffebønner på bagepladen. Sørg for, at de ikke ligger oven på hinanden. Den eksakte ristetid er svær at angive, da det selvfølgelig er individuelt, hvilken ristning man foretrækker. Bønnerne giver dog selv et signal, når processen er fremskreden. Når bønnernes olier er opvarmet, popper de – lidt ligesom popcorn bare uden samme kraft. Samtidig hæver de til dobbelt størrelse og herefter er det op til en selv, hvor længe ristningen skal fortsætte. Ønsker man en lysristet kaffe, kan bønnerne allerede tages ud på nuværende tidspunkt. De fleste foretrækker dog mere karamellisering, som giver en mere intens og fyldig karakter. Kort tid efter det første pop kommer der et til, og så er bønnerne ved at være klar. Skal man riste bønner til espresso skal de have lidt længere. Det er dog meget vigtigt, at de ikke får for meget, da det i så fald vil skabe røgudvikling på grund af den varme olie. Efter ristningen skal bønnerne køle af og herefter hvile i ca. et døgn. Herefter har du de mest fantastiske, aromatiske og smagfulde bønner, der er klar til at blive malet og anvendt.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)

Ingen kommentarer »

No comments yet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *