Sådan vælger du de rigtige ramper til kørestole

maj 7, 2015 by KW

Når man skal købe en ny mobil rampe til sin kørestol eller rollator, erfarer man hurtigt, at der findes et utal af muligheder i markedet. Der er stor forskel på både rampens konstruktion, længde, materialevalget og selvfølgeligt prisen. I denne artikel kaster vi lys over nogle af de løsninger og typer du som minimum bør kende, før du køber din nye, transportable kørestolsrampe.

Vi har valgt udelukkende at fokusere på de flytbare typer. Kriterierne er ikke nødvendigvis de samme, hvis du i stedet er på udkig efter en rampe til fast montering.

En rampe til kørestol skal være nem at have med

Fælles for ramper til kørestole er, at de skal være lette at have med i bilen. Uanset om det er en handicaphjælper, en pårørende eller en helt anden, der skal sætte rampen op for dig, bliver det lettere hvis den er nem at håndtere. Er rampen for stor eller for tung, bliver den besværlig at transportere.

En alu rampe er normalt den løsning, der har den laveste vægt. Alu ramper fås med en vægt på helt ned omkring 3-4 kilo for en rampe på 1 meter. Derfor er langt størstedelen af kørestolsramperne på det danske marked fremstillet i aluminium.

Der findes mange forskellige producenter af kørestolsramper, og de har udviklet vidt forskellige løsninger til lukning/sammenklapning af rampen. Groft sagt kan de imidlertid deles op i to grupper:

  • Slisker til kørestole, der lukkes som et teleskop. Det vil sige, at de enkelte dele forskydes ind i hinanden for at gøre rampen mindre under transport. Når rampen skal bruges, skal de enkelte dele trækkes ud fra hinanden, og de ”låser” sig så fast med en form for kliklås/sikring
  • Ramper til kørestole, der er sammenklappelige. De enkelte sektioner foldes af en eller flere omgange ind over hinanden. Før rampen bruges foldes den ud. Nogle modeller har en manuel lås, og andre låser automatisk

I det næste afsnit går vi mere i dybden med forskellene på de to metoder, og redegør for i hvilke tilfælde hver af metoderne kan have sine fordele.

Bør du vælge ramper eller slisker til kørestole?

En sliske til kørestol betegnes normalt som en aflang køreskinne, som i bredden passer til kørestole. Slisker til kørestole kan enten bestå af to enkelte spor, der ligges parallelt ved siden af hinanden, eller én bred køresliske. En kørestol har normalt behov for en kørebredde på mindst 70 centimeter. Er der i stedet to parallelle køreskinner, skal de hver især have en kørebredde på mindst 20 centimeter.

En af de store fordele ved køreslisker er, at de ikke fylder ret meget. De fås i længder på op omkring 2 meter. Består den af tre sektioner, som kan forskydes ind i hinanden, vil den samlede længde altså kun være omkring 70 cm. Er slisken så ydermere opdelt i to individuelle spor, vil det samlede mål per sliske kun være 70×25 cm.

Til gengæld gør teleskop-opbygningen, at slisker ikke er godkendt til nær så høj en belastning, som de foldbare ramper. Godkendelsen går normalt til omkring 200 kilo. Skal du bruge en rampe til kørestolsbrugere, som bruger elektriske kørestole, vil det sjældent være nok, da den type kørestole i sig selv har en høj vægt.

Alternativet er sammenklappelig alu-rampe. Som tidligere beskrevet foldes den type indover hinanden under transport. Sammenklappelige ramper tåler ofte en højere belastning. Det er ikke usædvanligt, at denne type er godkendt op til 300 kilo. Ulempen er, at de er større at transportere, og at de vejer mere.

Den sammenklappelige rampe har normalt én bred køreflade på mindst 70 cm. Derfor kan de også bruges af personer med rollator.

Mobile ramper giver en større frihed

Uanset hvilken type rampe du vælger, er der ingen tvivl om, at du med en transportabel kørestolsrampe i bilen vil opleve en større frihed. Mange steder har dårlige handicap-forhold, hvilket nemt kan overkommes ved selv at medbringe en rampe. Udover de råd, som vi har beskrevet i denne artikel, bør du altid vælge en rampe, som har en skridsikker belægning på kørefladen. Modeller med gode bærehåndtag er endvidere at foretrække, da det så bliver lettere at bære den.

Find din nye rampe til kørestol og rollator på www.livetsomsenior.dk. Fandt du denne vejledning interessant, bør du også læse vores vejledning til hvordan du bedst indretter huset, så det egner sig til personer i kørestol eller med rollator. Den kan du læse her.


Ingen kommentarer

No comments yet.

Sorry, the comment form is closed at this time.