Guide til Superligaen 2012

marts 19, 2012 by Michael

Bolden er igen begyndt at rulle rundt omkring på de danske fodboldbaner. Superligaen er blevet sparket i gang igen, og foråret tegner til at blive spændende i begge ender af tabellen. Vi har kigget nærmere på de tolv hold, og set på deres muligheder i den resterende sæson.

Vi har taget udgangspunkt i stillingen ved vinterpausen i vores gennemgang af de tolv mandskaber.

FC København

Københavnerne er åbenlyse favoritter til at tage DM-guldet endnu engang. Selvom de forsvarende mestre ikke var overbevisende i efteråret, overvintrede de stadig med et pænt forspring ned til nummer to.

FC Nordsjælland

Årets helt store overraskelse har hjemme i Farum. De offensivt indstillede nordsjællændere har haft held med deres Barcelona-inspirerede spillestil, og har været ligaens store positive overraskelse.

FC Midtjylland

Midtjyderne er det eneste af de forventede top-hold, der har formået at holde sig til i ligaen. Der har været store udsving, og ulvene fra heden skal være glade for en medalje-placering i år.

AC Horsens

Den Gule Fare har været ganske solide i efteråret, men spørgsmålet er om de kan erstatte tabet af deres helt store profil, Gilberto Macena. Den farlige angriber forlod Horsens i vinterpausen, til fordel for en kinesisk klub.

AGF

De Hvide fra Smilets By har været udmærkede uden at imponere. Der er mange dygtige boldspillere hos AGF, men der mangler fortsat tyngde oppe foran. Søren Larsen har været plaget af skader og alternativerne står ikke i kø.

Silkeborg IF

Troels Bechs tropper er altid gode for en solid overraskelse eller to. Men det har været så som så med de stabile præstationer i efteråret. Det ligner lidt en mellem-sæson for de rød-blusede silkeborgensere, uden det helt store stress.

AaB

AaB har endnu engang været plaget af enorme udfordringer på pengesiden. De bolsjestribede fra Nordjylland har ikke rigtigt fået det til at svinge indenfor kridtstregerne, men formåede alligevel at lægge afstand til bunden.

OB

De stribede fra Fyn har været sæsonens næststørste negative overraskelse – kun overgået af Brøndby. OB har slet ikke kunne leve op til forventningerne, og rygter om klike-dannelser og et splittet omklædningsrum har floreret.

SønderjyskE

De babyblå sønderjyder ligger nogenlunde der, hvor de fleste inden sæsonen havde placeret dem. Et lille hul til bunden kan vise sig at være nok, hvis SønderjyskE skal overleve i Superligaen.

Brøndby IF

Vestegnens Drenge har stadig ikke fået deres ben, siden Michael Laudrups exit. De 10-foldige danske mestre roder rundt i bunden, og den pauvre indsats kostede cheftræner Henrik Jensen jobbet. Nu er det Auri der sidder på bænken, og det bliver spændende at se om han kan få vendt skuden. Den litauiske træner har allerede gjort sig bemærket, ved at indføre sund mad inden hver morgentræning.

Lyngby BK

Lyngby var heldige at redde livet sidste sæson, men denne gang ser det svært ud for de kongeblå. Selvom de er kommet flyvende ud af deres vinterhi, er der stadig en del point op til redningen. Spørgsmålet er, om Lyngby i længden kan skrabe point nok sammen.

HB Køge

Superligaens absolutte bundprop. Selvom Køge rent faktisk spiller ganske fine kampe, er det uhyggeligt svært at se dem klare skærene. De har mistet cheftræner Auri og deres topscorer, Simon Makienok. Det ser rigtigt svært ud.

Det bliver spændende at følge den hæsblæsende afslutningen på sæsonen 2011/2012 – der er en direkte kvalifikation til Champions League og nedrykning til 1.Division på spil.


Ingen kommentarer »

No comments yet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *