Red din økonomi – bekæmp dårlige vaner

oktober 31, 2013 by thomasloewe

Vi starter i køkkenet. Dit køleskab bugner med madvarer, og fryseren ligeså. Dine køkkenskabe er godt fyldte med pasta, brød, rugbrød, krydderier, chips, knækbrød. Du har alt, og alligevel intet. For når du står med køleskabsdøren på vid gab for at undersøge hvad du mon kan lave til aftensmad, så er du ikke inspireret, og derfor finder du ikke muligheder i de madvarer du nu engang har.

Det er nok en situation vi alle kender til. Det kan være svært at blive fristet af en pose trætte gulerødder og en skive laks fra fryseren, og så er der jo også problemet med at det skal optøes. Men fat mod! Hvor der er planlægning, er der vej.

Bliv planlægningens mester – nemt

Planlægning, planlægning, planlægning. Det har vi fået fyldt vores hoveder med lige siden folkeskolen. For de flestes vedkommende er det noget der glider ud igen, fordi de i en overgang ikke mangler noget – pengene er rigelige, jobbet er godt, lejligheden er lille, men til gengæld er du alene. Det begynder dog at stramme til den dag du beslutter at stifte familie, flytte i noget større og evt. anskaffe ny og større bil.

Her kommer den fantastiske planlægnings-strategi ind i billedet! Det er egentlig meget simpelt, og der er slet ikke noget at være bange for. Det handler blot om lidt vilje i starten, og et positivt sind. Kan du nikke ja til disse udtalelser, er du klar:

  • Jeg føler at jeg bruger for mange penge på mad
  • Jeg synes det er træls at stå i kø i supermarkedet hver dag
  • Jeg har ikke tid til at tænke på indkøb og madlavning i flere timer dagligt

De fleste vil finde det overraskende nemt at tage dette første skridt mod et liv med planlægning og struktur – der er nemlig ikke tale om et stort indgreb, men derimod indførelsen af en madplan. Det lyder måske i første omgang en smule skræmmende og kedeligt, men det er bestemt noget du vil blive glad for i en travl hverdag.

Find ud af hvilken dag du har tid – og brug den

En madplan er et fantastisk redskab til at lette byrden i hverdagen, så du får tid til vigtigere ting. I stedet for at have et overtræt barn med i supermarkedet, kan i stryge direkte hjem og hygge jer, inden i bruger 10-15 minutter på at lave mad, fordi der er så godt styr på indkøb og forberedelse.

For at det skal lykkes at indføre en madplan, er det vigtigt at overveje hvilken dag i ugen i har bedst tid. For de flestes vedkommende vil dette være enten lørdag eller søndag. En af disse dage kan så på længere sigt blive til jeres “pligt”-dag – dagen hvor der kæles for boligen, der rengøres, vedligeholdes, passes og plejes. Og købes ind. Nu hvor i ikke er stressede, har i nemlig tid til at forberede indkøbene ved hjælp af en god indkøbsseddel, og herefter kan i gøre indkøb til en hel uge ad gangen.

En madplan er efterhånden blevet en fast bestanddel i rigtig mange familiers hjem, fordi mange har fundet ud af at der findes vigtigere ting i livet end at stå ved kødgryderne, samtidig med at man ikke vil gå på kompromis med madens gode kvalitet.


Ingen kommentarer

No comments yet.

Sorry, the comment form is closed at this time.